Nyhedsbrev juni 2009
Kære alle i Zonta Kbh. I.
Efter et yderst livligt årsmøde i marts - rigeligt livligt efter fleres mening - har arbejdslysten og arbejdsroen efter endnu et supplerende årsmøde atter sænket sig over udvalgene og bestyrelsen. Blandt de vigtigste beslutninger truffet på de to årsmøder er godkendelse af et revideret regnskab, at der er enighed om, at udvalgs- og bestyrelsesmedlemmer ikke sidder på deres poster længere end nedskrevet i vedtægterne, og at man kan få orlov fra Zonta pga. af fx graviditet, udlandsrejse, sygdom m.m. Læs nærmere i referaterne fra disse møder.
Bestyrelsen og udvalgene - med formændene nævnt først - ser nu således ud:
Bestyrelsen: Marianne Scheele, ny næstformand Anne Mia Lykner, også link til Medlemsudvalget, Edith Guillaume og Agnete Basbøll arbejder såvel i bestyrelsen som i Aktivitetsudvalget, desuden Kirsten Neimann, bestyrelsens link til Programudvalget, Elsebeth Lauridsen fortsætter som sekretær og Eva Niederstebruch er ny kasserer, idet hun afløser Ingrid Grønlund-Jensen. Desuden er Lena Hedengran og Agnete Basbøll nye i bestyrelsen.
Medlemsudvalget: Christine Mohr, Elsebeth Grinvalds, Pia Krogh Albrectsen, Maria Østergaard, Bodil Binner og Maria-Pia Strandmand. Udvalget har lige nu to nye medlemsemner, som I netop har modtaget. Udvalget arbejdet desuden med at fastholde de 13 nye medlemmer, der er kommet til klubben de seneste halvandet år - og fokusere mindre på at få nye medlemmer.
Programudvalget: Alice Scheel-Larsen, Ida Maria Stender, Lise Raphaelsen, Marianne Bruun Jensen, Annelise Ladegourdie, Ida Davidsen, Birthe Lacoppidan og Kirsten Neimann som bestyrelsens link. Udvalget har allerede skabt et rigtig godt efterårsprogram, nemlig diskussionsmøde i september med workshop om, hvad vi hver især ønsker os at vores klub, en aften med egoforedrag i oktober - ja tak, vi vil rigtig gerne høre noget mere både om nye og ikke så nye medlemmer og i november besøg på den nyistandsatte og fantastiske David Samlings islamafdeling. Desuden julearrangement hos Kirsten Neimann, der igen i år gæstfrit lægger sin bolig til. Langt flere detaljer følger i invitationerne til møderne, dette er kun en appetizer.
Aktivitetsudvalget: Titi Kronborg, Betina Yde-Christensen, Kira Høg Kampmann, Agnete Basbøll og Edith Guillaume. Her er man i fuld gang med arbejdet, som vi så ved sidste vellykkede møde hos Anne Lise, solgte Kira med succes Rosenkort. Udvalget er ved at finde sine ben, og vi venter spændt på udspil!
Klik ind på www.zonta2009.dk Det kan jeg anbefale for at melde sig til det interessante Zonta-distriksmøde ”Kvinder kan” i Roskilde 24.- 27. sept. Det er muligt at melde sig til forskellige elementer, man behøver således ikke at købe hele pakken. Jeg kan varmt anbefale det, man møder sjove og spændende kvinder og får ny inspiration til, hvad Zonta også kan rumme. Desuden får man et overordnet perspektiv på Zontas virke. Det er billigst at melde sig til NU! Om kort tid stiger prisen!
Ny mulighed for at søge fondsmidler til mishandlede kvinder og trafikofre Bare et pip for at gøre opmærksom på, at jeg har arvet en fond, som bl.a. giver penge til ovennævnte formål. Så kender I nogen, som falder under disse to kategorier, er I meget velkomne til at henvise dem til mig.
Jeg ønsker jer alle en rigtig god sommer - og på gensyn den første tirsdag i september.
Marianne Scheele formand
|