Skybrud.dk
LandsledelseKlubberHvem er ZontaHvad skerProjekterLinks til relevante sider
Tilbage til forsiden Log ind Kontakt Print side Indhold Søg

Internationale

Serviceprogrammer 2008 – 2010



På convention i Rotterdam blev det vedtaget at støtte 3 internationale projekter. Man kan læse nærmere om projekterne på www.zonta.org.

Nedenstående er en sammenskrivning og oversættelse af det materiale, som delegaterne fik udleveret.

Projekterne iværksættes i udviklingslande og i lande under omforandring. Projekterne mål er at forbedre kvindernes status såvel juridisk, politisk, økonomisk som uddannelses- og sundhedsmæssigt.

 

splashcollage4.jpg

I perioden 2008 – 2010 finansieres projekterne ved bidrag til International Service Fund, der administreres af Zonta International Foundation.

Den samlede sum penge er på USD 1.650.000, der fordeles således:

  • 600.000 USD til et projekt i Rwanda sammen med UNICEF for at forhindre overførsel af HIV fra moder til barn
  • 600.000 USD til et projekt kaldet ”Sikre byer for kvinder” sammen med UNIFEM i Guatemala City, Guatemala og San Salvador, El Salvador
  • 450.000 USD til et projekt i Liberia sammen med UNFPA. Projektets mål er at reducere fødselsskaden Fistula.

UNICEF: United Nations Children’s Fund. (FNs børnefond)
UNIFEM: United Nations Development Fund for Women. (FNs udviklingsfond for kvinder)
UNFPA: United Nations Population Fund. (FNs befolknings fond)




Projektet I Rwanda.

Mål: At forhindre overførsel af HIV fra mor til barn.


 

Baggrund:
Begivenhederne i 1994 med drab på og fordrivelse af 3.7 millioner mennesker påvirker stadig alle aspekter af livet i Rwanda.

Sundhedssystemet er stadig ude af stand til at yde tilstrækkelig hjælp. Under folkemordet blev halvdelen af de personer, der arbejdede i sundhedssektoren dræbt eller forflyttet, 8 procent af sundhedsklinikkerne blev ødelagte eller plyndret.

rwanda1(1).jpg


I 2004 var der i Rwanda i flg. World Health Report 2006 udgaven:

  • 401 læger d.v.s. 0.05 pr. 1.000 indbyggere
  • 3.593 sygeplejersker d.v.s. 0.42 pr. 1.000 indbyggere
  • 54 jordemødre d.v.s. 0.01 pr 1000 indbyggere

Klinikkerne er i dårlig stand, der mangler egnede bygninger, udstyr og hjælpemidler i øvrigt, samt et system til patienttransport. Mange klinikker har ikke telefon. Ca. 40 procent af sundhedsklinikkerne mangler stadig elektricitet.

Rwanda arbejder på at komme ud af sit 1994 mareridt og etablere et fredeligt og velfungerende demokrati. Der blev vedtaget en ny forfatning i 2003, og der blev holdt demokratiske valg. Rwandas regering under ledelse af Paul Kagame har arbejdet på at forbedre økonomien, de sociale ydelser og kvindernes rettigheder.

I 2006 indførtes en ny lokaladministration, der skal sikre, at prioritering og finansiering svarer til de lokale behov.
Rwanda arbejder på at styrke lokalsamfundene, så de kan gennemføre reformer, fastholde, motivere og dygtiggøre personale.

Der er fra officiel side anerkendelse af kvinder som nøglen til genopbygning og rehabilitering samtidig med, at man er klar over, at der kræves uddannelse og træning af kvinderne, så de kan udføre arbejdet.
Sager om voldtægt og misbrug bliver undersøgt, og der er indført en lov mod køns baseret vold.

Rwandas uddannelsessystem led også under folkemordet. Halvdelen af lærerne døde, og flere hundrede tusinde børn kom ikke i skole. Uddannelsesmulighederne er markant forbedret. 72 procent af drengene og 75 procent af pigerne indskrives til undervisning, og fremmødet ligger omkring 75 procent. Selvom omtrent lige mange drenge og piger indskrives i skolerne, viser der sig forskelle. Flere piger går en eller flere klasser om eller dropper ud af skolen. Selvom betaling for underskoleundervisning blev afskaffet i 2003, forhindrer udgifter forbundet med skolegangen stadig mange i at få uddannelse. Kun 15 procent af drengene og 14 procent af pigerne får en ungdomsuddannelse (secondary school).

Som følge af, at flere mænd end kvinder blev myrdet under folkemordet, udgør kvinderne i dag 70 procent af befolkningen. UNFPA rapporterer, at kvinder uden mandlig partner er mere sårbare for diskrimination og vold, og at 20 procent af kvinder med mandlig partner har været ofre for vold i hjemmet.(Kilde til oplysningerne er: Human Rights Watch: Shattered Lives: Sexual Violence during Rwandan Genocide and its Aftermath, 1996).

Rwanda og HIV/AIDS Epidemien
Rwandas myndigheder er indstillet på at bekæmpe HIV/AIDS, og der findes mange tiltag og politikker til at løse problemerne, men det vil tage år, og mange flere ressourcer end man har nu, for at gennemføre dem.

Præsidentens administration overvåger National AIDS Control Commission, og et særligt ministerium har ansvar for HIV/AIDS bekæmpelse.

TRAC et behandlings- og forskningscenter i HIV/AIDS er oprettet for at beskrive og fastsætte standarder for behandling, samt sørge for træning og certificering i behandling og forebyggelse af HIV/AIDS.

Rwandas nye decentrale struktur vil fremme mulighederne for at forvalte opgaverne og regeringen er involveret i omstillingsprocessen herunder forsyningen med personale.

Præsidenten og landets førstedame er personligt involveret i anti-diskriminerings kampagner, såvel som programmer til støtte for arbejdet omkring HIV/AIDS.

PMTCT (prevention of mother to child transmission d.v.s. det skal forhindres, at smitte overføres fra mor til barn) for nemheds skyld anvendes forkortelsen PMTCT.

PMTCT+ programmet er et familie program, der består af flg.:

 

  • Frivillig, fortrolig og gratis HIV test og rådgivning, graviditetsundersøgelser, antiretroviral medicin under graviditet og fødsel for at hindre overførsel af smitte samt rådgivning om barnets ernæring for at hindre smitte ved amning
  • Psykologisk rådgivning
  • Familieplanlægnings rådgivning, undervisning og mobilisering af lokale og religiøse ledere for at forhindre stigmatisering og diskriminering
  • Tilskud til ernæring til gravide kvinder
rwanda2.jpg
  • Henvisning af kvinder til klinikker, der bruger PMTCT+ programmet
  • Antibiotika for at sænke antallet af infektioner
  • Modermælkserstatning til børn, hvor det er muligt
  • Undersøgelse af babyer med risiko for HIV smitte og behandling af dem
  • Programmer til at skabe indtægter for de ramte kvinder


Projektets aktiviteter er bl.a.:

  • Træning af sundhedsarbejderne i PMTCT
  • Udbredelse af PMTCT+ programmet
  • Styrkelse af de lokale organisationer for kvinder med HIV og AIDS
  • Øget adgang til test og behandling
  • Øget ansvar for kommunerne
  • Øget erhvervsuddannelse til kvinder med HIV og AIDS

Projektet gennemføres i samarbejde med UNICEF, hvis HIV sektion vil føre tilsyn med projektet.

 




Projektet ”Sikre Byer for kvinder” i Guatemala City og San Salvador.

Situationen i Guatemala og El Salvador har påkaldt sig opmærksomhed i FN, hos regeringerne, civile organisationer, kvinders netværk og fortalere for menneskerettighederne, som anser det alarmerende antal tilfælde af vold mod kvinder som et presserende problem.

De mener, der skal øjeblikkelig handling til for at forhindre og bekæmpe vold mod kvinder i de turbulente byområder i disse lande. UNIFEMs Safe Cities for Women program kan bruges her.

guatemala1.jpg

Projektet vil øge sikkerheden for kvinder ved at hjælpe kvinder i lokalområdet til at samarbejde med de lokale myndigheder og byplanlæggere for at skabe praktiske løsninger, offentlige politikker og byplaner, der mindsker risiciene for vold mod kvinder i byerne. Projektet bygger på et endnu større UNIFEM regional program i 4 områder i Latin Amerika
el salvador1.jpg

Projektet vil:

  • Dokumentere forbindelserne mellem reduceret køns baseret vold og forbedret byplanlægning
  • Lancere kampagner for at gøre befolkningen opmærksom på den vold, der udøves mod kvinder i bymæssige områder
  • Sætte lokale kvinder, NGOer og andre i stand til at udvikle og fremme offentlige politikker med et køns perspektiv, der kan hjælpe med at sikre kvinder
  • Skabe muligheder for samarbejde mellem beslutningstagere, byplanlæggere og lokale kvindelige NGOer for at politikker og byplanlægning kan gennemføres.
  • Udbrede oplysninger om gode eksempler til offentligheden, medierne og andre med interesse for sagen.

Projektet gennemføres i de allerfattigste områder i de to byer. Der er ca. 600 familier og ca. 3.000 til 3.500 personer i hvert af de to områder.

Vold i byerne i Latin Amerika er et stigende problem. Antallet af mord er 114 procent højere end verdensgennemsnittet. Hertil kommer at antallet af mord i Guatemala og El Salvador er højere end i regionen i øvrigt, og mordene er mere brutale. I takt med at urbaniseringen stiger i disse områder stiger usikkerheden i befolkningen især blandt kvinder, der er særligt sårbare overfor vold både hjemme og på offentlige steder. (Kilde: La Violencia en América Latina y el Caribe. Banco Interamericano de Desarrollo).

Årsagerne til vold mod kvinder I Guatemala og El Salvador er mange. De nyligt afsluttede borgerkrige har skabt en kultur, hvor bevæbnet vold bruges for at løse konflikter. Dårlig økonomi,  mangel på arbejdspladser, repatriering af bandemedlemmer og kriminelle og øget handel med narkotika gør situationen værre. Midt i denne sociale usikkerhed øges risikoen for vold mod kvinder på grund af kvindernes traditionelle underordnede position i samfundet.


safe cities 1(1).jpg

Hovedmålet for UNIFEMs projekt ”Safe Cities for Women” er at styrke kvinders ret til at være aktive borgere, der arbejder for at reducere offentlig og privat vold mod dem. Dette programs fokus er sikkerhed i byerne som et køns problem, fordi kvinder i byerne i stigende grad er sårbare overfor køns baseret vold i situationer, hvor volden i samfundet øges.

For at komme volden mod kvinder til livs vil projektet blive gennemført i nært samarbejde med kvindeorganisationer, netværk og lokale myndigheder; der sammen skal udvikle og gennemføre offentlige politikker inden for området sikkerhed i byer, der tager hensyn til kvindespørgsmål og kvindesynspunkter.

Projektet vil implementere en model, udviklet som del af UNIFEMs regionale program, der sætter kvindeorganisationer i stand til:

  • at danne partnerskaber
  • at identificere risici i deres lokalområde
  • at tale for deres ret til et liv og en by uden vold og frygt
  • at deltage i planlægning af sikre områder sammen med de lokale myndigheder.

Som en del af det større UNIFEM projekt vil dette projekt nyde godt af de erfaringer, man har fået andre steder i Latin Amerika. UNIFEMs stab vil gennemføre projektet og arbejde tæt sammen med myndighederne i de to lande, for at sikre projektet en fremtid.




Projektet i Liberia.

United Nations Population Fund (UNFPA) Reduktion af fødselsskaden Fistula.


Fistula projektet er udviklet inden for programmet ”Sundhed for moder og nyfødt”.

Et af målene for den liberiske regerings fødselsprogram er at begrænse fødselsskaden fistula og at behandle og reintegrere patienterne. Koordinationen af projektet ligger hos Sundheds- og socialministeriet.

Man forsøger at forebygge ved at udbrede kendskabet til problemet gennem medierne især radio og ved at give adgang til akut fødselshjælp.

Behandlingen af og omsorg for kvinder, der lever med fistula har høj prioritet, fordi så mange er berørt. JFK hospitalet i Monrovia, Montserrado region, er videnscenteret for behandling af fistula, og skal udvikle kvalitetsbehandling og uddanne læger og sundhedspersonale i behandlingen af fistula.

liberia1.jpg

Liberia prøver at overvinde 15 år med krise på grund af borgerkrig, der har påvirket den sociale og økonomiske udvikling negativt. På sundhedsområdet blev infrastrukturen ødelagt, ingen blev uddannet og de fleste af dem, der allerede var uddannet, blev tvunget til at forlade landet. Følgerne blev mange fødselsskader og høj dødelighed i forbindelse med fødsler.

Liberia har et anslået befolknings tal på 3.5 millioner. For hver 100.000 levende fødte er der 578 dødsfald. Antallet af kvinder, der dør under barsel er ukendt. Antallet af kvinder med fødselsskader, herunder fistula, er højt, fordi kvinderne ikke har adgang til uddannet fødselshjælp.

En rapport fra 2006 viser:

  • langtrukne fødsler er årsag til 87 procent af fistula skaderne
  • over 52 procent af patienter med fistula var i fødsel i mere end 2 dage
  • forsinket beslutning om at søge uddannet hjælp til fødslen forårsager 83 procent af fistula tilfældene
  • over 55 procent af patienterne med fistula levede med det i mere end 2 år, før de modtog behandling
  • stigmatisering fulgte efter, 57 procent blev forstødt af deres ægtemand

Projektets mål er at bidrage til at udrydde fistula og reducere dødeligheden blandt fødende kvinder og nyfødte.


Projektets primære indsatsområder:

  • Sprede opmærksomhed og viden om fistula
  • Styrkelse af JFK hospitalet i Monrovia, der er center for fistula behandling
  • Videreuddannelse af 2 læger i behandling af fistula og videreuddannelse af en anæstesi læge. 
  • Skaffe forsyninger af medicin og hospitalsudstyr
  • Styrke klinikkerne i 5 provinser, så de kan behandle fistula
  • Vedligeholdelse af faciliteter til fistula behandling herunder håndtering af fødevarer, vask og rengøring
  • Etablering af en standard for rådgivning før og efter operation


liberia2.jpg

Sekundære indsatsområder:

  • Træning ak kvinderne i udvalgte erhverv
  • Skabe forståelse for nødvendigheden af at kunne forsørge sig selv
  • Skaffe midler til at købe nyt tøj til patienterne, til at købe bus billetter, så de kan vende hjem og begynde at skabe sig en indkomst gennem en ”startpakke”

For at gennemføre projektet skal der ansættes en projektansvarlig, en økonomiansvarlig og en chauffør.

Efteruddannelsen af lægerne skal foregå i Nigeria over en periode af 2 uger. Det anbefales at en læge desuden tager på studietur til Addis Abeba (oversætterens bemærkning: Grundlæggeren af dette hospital dr. Katherine Hamlin blev udnævnt til internationalt æresmedlem af Zonta på convention i Hawaii i 2000).

JFK hospitalet skal stå for træningen (i operationsteknik og i bedøvelse) af de læger, der skal arbejde med fistula på provins hospitalerne, samt for uddannelse af 5 sundhedsmedarbejdere pr. provinshospital.

”Erhvervsuddannelse” vil blive givet til de kvinder, der ikke har nogen mulighed for at forsørge sig selv og familien, således at de kan starte en lille virksomhed inden for syning, levnedsmidler eller lign. Denne del af projektet vil blive justeret efter behov.

Det er nødvendigt at anskaffe medicin, hospitalsudstyr herunder plastikforklæder og -lagener, sutur og nåle, antiseptiks, vaskemidler, vifter, aircondition, køleskabe.