Skybrud.dk
LandsledelseKlubberHvem er ZontaHvad skerProjekterLinks til relevante sider
Tilbage til forsiden Log ind Kontakt Print side Indhold Søg

August 2008

Zonta I Nyt, august 2008

Kære medlemmer.
Ved årsmødet lovede bestyrelsen, at vi i forbindelse med hvert møde ville orientere  om, hvad der er sket i bestyrelsen, herhjemme og internationalt i Zonta-regi. Da mødeprocenten er omkring 50, har vi i stedet besluttet, at et nyhedsbrev, som alle får elektronisk, er mere hensigtsmæssigt. Så hermed det første:

Alexandra og Zonta I
Vi skrev til grevinden og spurgte, om hun dels var interesseret i at fortsætte som æresmedlem, dels kunne forestille sig at være et mere aktivt medlem. Efter ret lang tid – brevet havde en forkert adresse – fik vi svar : Ja, hun ville meget gerne fortsætte som æresmedlem og nej, hun kunne ikke påtage sig et mere aktivt medlemskab.
Undertegnede skrev så et nyt brev bl.a. med vores medlemsliste m.m. og med ønsket om at få tilsendt dels en e-mailadresse, som vi kunne kontakte fx hendes sekretær på, dels om at få et elektronisk foto af Alexandra  til vores medlemsliste. Det er nu er par måneder siden, og der er intet svar kommet. Jeg varskoede desuden, at vi planlagde flere større arrangementer, hvor vi så frem til at se vores æresmedlem. Rykker sendes i denne uge.

Større arrangementer i vente
Serviceudvalget arbejder på et større fundraisingarrangement i 2009. Og i 2010 har formanden for Zonta herhjemme, Ruth Juul Høgh, bedt os – altså Zonta I’s bestyrelse om at stå for 75-års jubilæumsfesten for alle zontianere herhjemme. Vi syntes, at det var en rigelig stor godbid, som vi derfor har bedt de to andre københavnske klubber om at deltage i. Og det vil de gerne.  Det  første møde finder sted i oktober. Vi vender senere tilbage for at søge råd og dåd hos klubbens medlemmer.

Hvad skete der på convention i Rotterdam?
Nu begynder jeres øjenlåg allerede at blive tunge. Men der skete faktisk flere meget interessante ting.
Nye optagelsesregler
Vigtigst  er måske de nye optagelsesregler, hvoraf den  mest betydningsfulde sætning følger her:
”To be invited to membership, a candidate shall be actively engaged in, or have experience in a recognized business or profession in a decision-making capacity”.
Jeg har bedt tidligere landsformand Eva Nielsen tolke den nye regel og det gør hun således:
I takt med at flere pensioneres tidligere, og projektarbejde bliver mere almindeligt, er det jo ikke tidssvarende. Selv har jeg den holdning, som jeg har luftet så ofte jeg har kunnet komme af sted med det, at Zonta har brug for alle kvinder med ledelseserfaring. Man mister jo ikke sine kvalifikationer, selvom man holder op med at arbejde, og vi kan ikke have at nogle medlemmer har alle rettigheder til at blive valgt til forskellige poster, og andre har ikke disse rettigheder. Vi kunne nemt gå glip af den mest kvalificerede person, der også vil ofte tid på Zonta og har mulighed derfor. Den nu vedtagne formulering løser disse problemer. Det er helt op til klubben at finde de kvalificerede personer, man ønsker skal være medlemmer. De skal blot have eller have haft et job med selvstændig beslutningskompetence. Klubben skal stadig opfylde betingelserne om det rette antal klassificeringer for at sikre spredning på erhverv. Og naturligvis bør klubben også sikre en fornuftig aldersspredning, skriver Eva Nielsen.

I bestyrelsen tolker vi den således, at vi reelt i meget høj grad kan gøre, hvad vi selv ønsker, hvad vi anser for en positiv fornyelse.
Vores medlem Kari Viet blev valgt til govenor, og Kari vil et af de følgende nyhedsbreve beskrive, hvad govenorjobbet indebær, og hvordan – og om det kan komme vores klub til gavn.

Vi skal have mere gang i vores aktiviteter
I convention deltog Agnete Basbøll og undertegnede, og vi fik havde mange gode og sjove samtaler med spændende kvinder fra det meste af verden – og herhjemmefra. Det viste sig, at de danske Zontamedlemmer, jeg talte med, alle har langt flere aktiviteter i klubregi, end vi har, og samlede betydeligt flere penge sammen til gode kvinderelaterede formål, end vi gør. 
Det er godt med en sådan øjenåbner og inspiration, så jeg har talt med Serviceudvalgets formand Una Jart og at sætte mere skub i aktiviteterne ud uover vores Engelsborgprojekt. Desuden vil bestyrelsen også fremlægge en række forslag til projekter m.m.
Agnete og jeg hørte i Rotterdam et fremragende foredrag om mikrolån til kvinder i udviklingslande. Mikrolån giver for små lånebeløb – 600 – 2500kr. - kvinder muligheder for at skabe virksomheder, sende børn i skole, m.m. Det er ét af de områder, vi gerne vil tage fat i. Hvis nogen af medlemmer har lyst til at deltage med viden/og/eller arbejde ang. mikrolån, vil det være dejligt at høre fra jer.
Una Jart og jeg talte også om at betale bøger for en eller flere unger kvinder, der går i gang med uddannelse (på alle niveauer). Det har flere af vores søsterklubber gjort med stort succes.

Bestyrelsen hviler ikke på laurbærrene
Nu kunne det godt være, at I tror, at bestyrelsesmøderne foregår i en eksklusiv spa, hvor vi drikker champagne og spiser sushi. Var det såvel! Men vi mødes på skift hos hinanden  ligesom udvalgene gør.  Desuden deltager vi i flest muligt at i hvert tilfælde de danske møder som fx landsmødet på tre dage midt i september, hvor tre medlemmer af bestyrelsen og vores govenor deltager. Anne Mia Lykner har været til seminar om effektivt bestyrelsesarbejde, som hun nu vil lære os andre. Edith Guillaume tager til vores Malmø-klubs jubilæumsfest søndag den 14. september. Svenskerne har lavet et rigtig godt program, og de er både sjove, rare og inspirerende at være sammen med.

Ny Webmaster
Lena Hedengran har til vores store glæde accepteret at blive klubbens nye webmaster.
 
Og husk: vi har vores første efterårsmøde nu på tirsdag, hvor vi glæder os til at byde nye medlemmer velkommen  og blive klogere på den alvorlige sygdom demens.
Husk også at medbringe jeres fejlkøb i håndklæder, sengetøj med mere – det mangler de indsatte på Engelsborg i den grad.

Bedste hilsner til alle fra
Marianne Scheele, formand