Nyhedsbrev oktober 2008
Kære medlemmer af Zonta 1!
Familiehuset Engelsborg og Alexandra Det gode legepladsudstyr ved Familiehuset, som medlemmerne ved en ekstra hasteindsamling i forsommeren bidrog med 6.500 kr. til, er så småt ved at blive opsat. Vi har i bestyrelsen tænkt os at bede grevinde Alexandra om at indvie legepladsen, hvis legeskib/hus kommer til at hedde ”Zonta I”. Som nævnt i sidste nyhedsbrev, så kneb det med at få svar på vores skriftlige anmodning om dels et foto af Alexandra til vores medlemsliste, dels en e-mailadresse, så vores æresmedlem kan følge med i, hvad vores program er. Undertegnede cyklede så hen med en venlig rykker og få dage efter modtog vi den ønskede info og tre fotos og meddelelse om, at vores brev tidligere var besvaret pr. mail, men at det beklageligvis måtte være forsvundet i det store cyberkaos. Nu inviterer vi så som før nævnt grevinden til legepladsindvielse på en dato, hun selv kan fastsætte. Mere herom i kommende nyhedsbreve.
Der er godt brug for jeres husgeråd m.m. Indsamlingen til Familiehuset af medlemmers gode ting er så småt i gang. Forleden blev en indsat kvinde, som er på vej ud i livet igen, stum af fryd, da hun kunne få tre sæt spritnyt sengetøj og pænt brugt porcelæn med bestik til seks personer med sig fra vores indsamling. Hun fik også to nye bamser og en stak børnebøger med sig fra vores medlemmer. Kommunerne hjælper med at skaffe tidligere indsatte boliger, til gengæld er beløbet til at møblere etc. mere end beskedent. Mange, som har været fængslet kommer ud til absolut ingenting, deres bohave er forsvundet eller fjernet, så de er ilde stedt, også fordi der fra samfundets side ikke er den store sympati for tidligere indsatte, som er nogle af samfundets mest stigmatiserede personer,... måske lige fraset Kurt Thorsen. Denne fordom formoder jeg, at vi i Zonta kan sætte os ud over, derfor er vores hjælp så vigtig. Jeg lister nedenfor, hvad der er brug for. Vi skal også sørge for at få afhentet større ting som fx brugte cykler, brugte børnesæder eller lignende, da Engelsborg har en lille lastbil. I alle tilfælde kan man sende en mail til enten undertegnede eller Eva Niederstebruch, så sørger vi for afhentning af jeres overskud. I er naturligvis også meget velkomne til selv at aflevere jeres overskud til Rikke Betak. Men ring venligst først til Rikke Betak, Familiehuset, tlf.: 72 55 78 83. Men ellers, så medbring så meget gerne overskud af efterfølgende - og hvad man ellers synes er nyttigt - til vores møde tirsdag den 7. oktober, hvor formanden tager sin gamle stationcar med til de gode sager.
Vi har bl.a. brug for: Alt husgeråd inkl. køkkenudstyr Håndklæder Sengetøj Barnevogne Babyalarmer Børne- og babytøj fra 3 mdr. til 10 år Børnecykler, voksencykler Gokarts Klapvogne Legetøj og børnebøger Løbehjul Rygsække Skoletasker
Derfor vælger vi Zonta frem for andre netværk: Projekterne giver mening på lang sigt Sidst i august kørte jeg i min lille Ford Ka over Storebæltsbroen til Middelfart for at deltage i et seminar for nye bestyrelsesmedlemmer fra danske Zonta-klubber. Det var en dag med heldagsregn udendørs, og indendørs regnede det også med spændende ideer og mange nye input. Et gennemgående tema for de gode drøftelser handlede om, hvad det er, der motiverer kvinder, hvoraf mange af os har en travl hverdag, til at bruge tid og energi på at være medlem af Zonta. Her talte vi bl.a. om en første- og en anden motivation. Det blev forstået således, at for mange handler et medlemskab af Zonta i første omgang om, at skabe netværk og tage del i de mange inspirerende medlemsmøder, som holdes rundt omkring. Men hvorfor vælge Zonta, frem for alle de mange andre netværksskabende muligheder som eksisterer? Her talte vi om en anden motivation, nemlig de mange gode projekter, der er med til at give kvinder bedre vilkår på forskellig vis både lokalt, nationalt og internationalt. De betydningsfulde projekter i Zonta-regi gør et medlemskab af Zonta til et medlemskab med indhold – et medlemskab, som giver mening i en bredere forstand. Seminaret i Middelfart fik mig i høj grad til at tænke på, hvor vigtigt det er, at vi retter vores opmærksomhed på projekterne, da det på et højere plan gør et Zontamedlemskab meningsfuldt. Det var tillige inspirerende at høre om de mange vigtige emner og iderige tiltag, de forskellige klubber har gang i rundt omkring. Mere enkelt kan det siges: netværk og medlemsmøder gør at vi melder os ind i Zonta, projekterne gør at vi bliver ved med at være medlemmer. Derfor er det vigtig at vi bruger vores fantasi og energi på at sørge for, at det bliver ved med at være attraktivt at være medlem af Zonta, og at vi samtidig er med til at gøre en forskel for kæmpende kvinder verden over. Det var i hvert fald, hvad der blev tydeligt for mig efter en inspirerende dag i Middelfart. Af Anne Mia Lykner
Stop kvindehandel-projektet, et fælles dansk projekt, er en rigtig succes. Af de i alt 25.000 go-cards, som er blevet uddelt i henholdsvis København, Århus og Odense er 79% eller 19.700 blevet taget fra stativerne. Et højt brugertal iflg. Go-card-organisationen. Vi har fra vores klub bidraget med 7.000 kr. til Go-card-kampagnen. I forbindelse med ”Redens” 25 års jubilæum, og Zontas generelt vellykkede samarbejde med ”Reden” bidrager vi desuden med 3.500 kr. til en ny bog især til brug i uddannelsesinstitutioner om prostitution, kvindesalg med mere. Det er første gang siden 1970’erne en sådan er udkommet og vi får - naturligvis - vores logo med. Bogens udgivelse støttes af PR og af en ny, mindre Go Card kampagne med bogens forside.
Vi efterlyser kaminværtinden til mødeaften 13. januar 2008 Man kan fint være kaminværtinde, selvom man ”kun” har et komfur. Kaminmøderne, som både er for mangeårige som for nye medlemmer plejer at være utrolig hyggelige, fordi vi som regel kun er 6 - 8 medlemmer om bordet. Det giver en god og intim samtale. Temaet for kaminmødet i januar bliver: ”Hvilke projekter herhjemme giver det mening, at vi går ind i? Man kan melde sig som kaminværtinde og helst inden 15. dec. til vores sekretær Elsebeth Lauridsen, e-mail: elsebeth.lauridsen@skolekom.dk Så fordeler EL gæsterne efter geografi og antal. Senere kan man melde sig som ”kamin-spiser”.
Bedste hilsner fra Marianne Scheele formand
|